torsdag den 10. maj 2012

En kvindehyldest


Jeg er så heldig at have to dejlige kvinder i mit liv; nemlig min mor og min svigermor. De har på hver deres måde gentagne gange bevist, at de er nogle ret seje damer, og jeg er fuld af beundring.

Den ene af de dejlige damer har fødselsdag i dag, og jeg har derfor lovet min mor en hyggedag. Og fødselsdagsbarnet har bestemt, at den skal bestå af en eftermiddagstur til yndlingsbutikkerne med kaffe og en aftentur på Bakken med middag. Bare mor og datter i al "hygsomhed".

Så det vil jeg glæde mig til på sådan en ganske almindelig regnfuld torsdag...

tirsdag den 8. maj 2012

Supercalafragelisticexpialidocious



Ih, hvor jeg nyder mine morgen-motions-cykelture for tiden. Bagefter kommer jeg op fra kælderen med sang på læben og lette (nå ja) dansetrin på trappen, for jeg ser nemlig Mary Poppins. I små tyve minutters daglige bidder.

Hvis der er noget, man bliver i godt humør af fra morgenstunden, så er det den. Kan anbefales... :-)

mandag den 7. maj 2012

Mandagstema: Favoritmotiv


Mandagstemaet hos Helene er i dag "favoritmotiv", og sådan nogle har jeg vist mange af. Jeg elsker at fotografere dyr, blomster, huse, landskaber og... kager. Ja, alt muligt godt.

Men mit favoritmotiv er nok de forsider, jeg sommetider fotograferer til mine magasiner. Det allerførste billede til en forside er dette her, som jeg brugte i 2008. Og for nylig har jeg brugt det igen som forside på den allerførste engelske udgave.

Motivet siger i virkeligheden meget om mig. Jeg elsker alt det engelske, te i haven, smukke roser, kønne farver og i det hele taget natur og at opholde mig i det fri. Så dette billede må være en passende kandidat til "favoritmotivet".

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

lørdag den 5. maj 2012

På eventyr med bussen


Da jeg forleden skrev om at gå tur og blive væk, kom jeg til at tænke på min ungdom, hvor jeg var i besiddelse af et tog- og buskort. Det dækkede alle linier og ruter, og derfor tog jeg med mellemrum på sightseeing sådan ud i det blå.

Jeg steg på en bus med lukkede øjne, så at sige, for jeg tog den første, den bedste og anede ofte ikke, hvor jeg havnede. Hvis jeg så noget interessant, stod jeg af, men ellers fulgte jeg gerne med til endestationen, hvor jeg fandt en anden bus, jeg heller ikke kendte.

Jeg kunne komme vidt omkring på den måde, og resultatet blev selvfølgelig, at jeg ikke bare kom til at kende både det indre og det ydre København rigtig godt, men også alle områderne udenom.

Jeg opdagede mange listige steder på Amager, fandt gode butikker i Valby og fine villakvarterer i Vanløse. Sommetider tog jeg toget til Hillerød, Ballerup eller Køge - og i øvrigt brugte jeg helt den samme taktik, da jeg boede i Bruxelles.

Det er nok alle de udflugter, der får mig til stadig at tage rundt på må og få. Nu er det bare i bil, men da jeg som tidligere nævnt ikke har forfærdelig meget stedsans, er det næsten lige så godt.

Eventyret findes jo alligevel altid, hvor man mindst venter det...

Foto: Brett Jordan

fredag den 4. maj 2012

Have-inspiration


Hvis nu mine planer fra i går kommer til at gå i opfyldelse på et tidspunkt, så har jeg fået masser af ideer til haven fra Elmer Aagesen fra Hinnerup.

Jeg skrev nemlig om hans dejlige have i SKØNNE DAGE, og jeg synes, at det er utroligt inspirerende, at man kan få så meget ud af så lidt plads. Et tætpakket planteparadis hvor man næsten kan blive væk - og så på under 1000 m2.

torsdag den 3. maj 2012

Livserfaringer

Da vi var unge, havde vi et lille etplanshus på 85 m2. Der var en yndig have med jordbærbede og gamle syrenbuske, og i et hjørne var der en lille "lund", hvor man kunne gå tur.

Huset blev indrettet noget så hyggeligt, og vi elskede det. Men så begyndte karrieren og alt det, der fulgte med, og derfor blev vi nødt til at flytte nærmere København.

Det lille hus blev solgt og senere udskiftet med nogle, der var meget større og meget "finere". Og hvad drømmer jeg om i dag?

Et lille etplanshus med en yndig have med jordbærbede og gamle syrenbuske. Og en parkeringsplads til autocamperen...

onsdag den 2. maj 2012

Gå tur og bliv væk

En af mine mange yndlingsbeskæftigelser er at gå ture... og blive væk.

Den slags gøres meget nemt selv i et område, hvor man har gået før, for man drejer bare impulsivt ned ad stier og småveje, mens man går i sine egne tanker - og pludselig har man ingen idé om, hvor man er.

I disse dage er det en stor fornøjelse at gå aftentur sådan på må og få, for solsortene synger aftensang i kor, blomsterne dufter vidunderligt, når man går forbi, og alt er bare så kønt at se på.

Og så har jeg en lille navigation med i lommen. Hvis alt glipper, kan jeg altid finde mig selv på kortet og få hjælp til at finde vejen tilbage. Men det er kun en nødløsning...

tirsdag den 1. maj 2012

Fontæne til at hænge på væggen


Er den ikke flot? Hvis nogen er interesseret i en engelsk, væghængt fontæne, så er den til salg på QXL.

Varenummer 677880398

Så er det sommer!

I dag er de små fugle ude for første gang - og det er altså lykken!

mandag den 30. april 2012

Mandagstema: Velkommen ind!


Helene byder på et indbydende mandagstema i dag, og dette billede siger da "Velkommen ind".

Huset ligger i England, og det har en yndig have og en dejlig café, så det er ét af mine yndlingssteder for et eftermiddagsbesøg. Især når blåregnen blomstrer så vidunderligt som her...

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...